.@PHummelgaard afviser kritikken. Det er jo ganske enkelt komisk. Statsministeren henviser til finansministeren, der afviser fakta. Som finansminister lovede Wammen 1.000 færre bureaukrater, og statsministeren har gentagende gange påpeget, at der skal handles. Resultaterne er entydige. Bureaukratiet i staten er siden 2011 steget med over 25.000 ledere og administratorer. Siden Mette Frederiksen er blevet statsminister i 2019 og har haft ansvaret for ca. 20.000 af de godt 25.000. Eller ca. 80 pct. Og Peter Hummelgaard afviser fakta med nye hensigtserklæringer. @CEPOS har derfor foreslået, at der indføres et loft over lønudgifterne til ledelse og administration (et såkaldt bureaukratloft), og at dette hvert år reduceres – fx med 4 procent årligt over en årrække – indtil ressourceforbruget er tilbage på niveauet i 2011, hvilket i givet fald vil tage ca. 7 år. En af fordelene ved denne model er, at politikere og embedsmænd tvinges til at synliggøre og løbende reducere de samlede administrative omkostninger. Desuden sikrer bureaukratloftet, at hvis der er behov for at udvide administrationen og antallet af ledere på ét ministerområde, må der findes modgående reduktioner på andre områder, så der ikke sker en fortsat opdrift i antallet af administratorer og ledere, hver gang der prioriteres midler til nye politiske initiativer. Jeg er uforstående overfor, at politikerne slipper med forklaringer som, vi har prioriteret nye områder. Det er ligesom ikke en logik, der kan realiseres i virksomheder og familier. Hvis nye udgiftsområder skal prioriteres, så må andre nedprioriteres. Alt er ikke hele tiden lige vigtigt. Link i kommentarfeltet.

Kan staten blive for rig? Ja, afgjort! Når staten opkræver mere, end den har brug for, handler diskussionen derfor ikke kun om, hvor kapitalen giver det højeste afkast. Den handler også om, hvem der bør have retten til at træffe valget. Er det offentlige bedre til at træffe valg på familiers og virksomheders vegne? Når det offentlige opbygger en stadig større nettoformue i form af skatteopkrævning, sker det ikke i et økonomisk vakuum. Ressourcer flyttes fra den private sektor til den offentlige. Det betyder højere skatter end nødvendigt, og dermed svagere tilskyndelser til investeringer, innovation, iværksætteri og vækst. Det betyder færre penge, som familierne selv kan bestemme over. For en familie kan nogle tusinde kroner mere om året være forskellen på, om der er plads til en tur i Tivoli. For den selvstændige kan det være penge til at forbedre konkurrencen. Den slags valg ser små ud i et nationalregnskab. Men det er netop summen af millioner af den slags valg, et frit samfund består af. Læs min kronik i dagens @borsendk eller på @CEPOS’ hjemmeside.