Helle Rosenvig

Er nyt bundpunkt for #medier @RitzauBorgen @DanmarksRadioDR @tv2politik : Et forfatningsstridigt forsøg på kup i Polen blev i nat afværget ved at dets Præsident - der var på vej til Senegal på officiel besøg - beordrede sine 2 fly vendt i luften. Efter hastemøde med Præsidenten for Højesteret - der bekræftede at der var tale om Forfatningsstridig magtudøvelse af Regeringen under Donald Tusk - gik Præsidenten selv - personligt og fysisk - til Forfatningsdomstolens bygninger og påbød Politi [der spærrede for indgangen] at vige og give ham - og andre - adgang. På det tidspunbkt havde i tusindvis af demonstranter samlet sig. Et lækket brev [Telegam tjenesten] godtgjorde at Politmyndigheden 29. oktober havde mobiliseret Politi med tunge våben til at kunne gribe ind i hele landet, hvis Donald Tusk's forsøg på at suspendere Forfatningsdomstolens præsidium, måtte føre 'til uroligheder'. Donald Tusk benyttede lejligheden til - under Præsidentens formodede fravær - at sikre et politisk opgør med Forfatningsdomstolen, hvis afgørelser han og hans parti, ikke er enige i. Det særlige problem for Donald Tusk er at han - som så mange andre af den EU politiske elite der har skabt utallige problemer for befolkningerne - står til at miste magten ved valg i 2027. Det særlige problem for Polen blev dog, at Regringen ikke har forfatningsmnæssige beføgelser til at fjerne Forfatningsdomstolen, hvilket er normalt i de fleste forfatninger med Forfatningsdomstole. Det siger sig selv at det at en Regering indsætter Politi til at nedlukke og spærre adgangen til et lands Forfatningsdomstol er et kupforsøg. Det ville jo svare til, at Donald Trump - når han ikke er enig med US Supreme Court - sætte beredskabsstyrker ind, og afsætter Præsidenten for Højesteret og beslægger bygningen. Her til morgen er dette ikke omtalt på @tv2newsdk eller TV2 Nyheder, og på @DanmarksRadioDR er der -svært at finde - en lille citathistorie fra @Ritzau. Men på Ritzau er historiens omdrejningspunkt det narraitiv som Donald Tusk har forsynet offentligheden med, men som jo er uhyrligt idet det centrale problem ikke berøres. Vi ser med dette, at danske medier tilsyneladende ikke kan tænke en selvstændig tanke - og ukritisk - følger et narrativ der udstikkes af den siddende regering her i landet. Det er dybt kritisabelt, og er jo en af grundede til at befolkningen ikke længere har tillid til medierne. I det hele taget er det der sker i Polen nu noget der skal lægges på toppen af nye voldsomme demontsrationer der forventes i Frankring og Italien her i weekenden. I Spanien er der voldsomme demonstrationer mod den siddende regering. Og i Tyskland mobiliseres der i dag demontrationer i 34 byer. Og i Polen står vi formentligt foran voldsomme opgør i gaderne med mindre Donald Tuske afsættes og valg udskrives. Demonstrationerne drejer sig generelt om inflation, øgede leveomkostninger, højere energipriser og - i Italien - modstand mod tilskud til krigen i Ukraine, i Frankrig - oprør mod et faldefærdigt skolesystem og en velfærdsstat der er ruineret af underfinansiering og krigsomkostninger - i Spanien - alt det vi eller ser plus vrede over regeringens håndtering af sikkerhed i togtrafikken [to store ulykker i år] og altså nu også i Tyskland og Polen. Samlet kan det sammenfattes til et opgør med den Europapolitiske elite der igennem Bruxelles har påtvunget befolkningerne betydelige velfærdsstab og usikkerhed som følge af en ekspansionisk sikkerheds- og udenrigspolitik. Det var sigende - at i nat - havde EU Kommissionen ingen kommentarer til kupforsøget i Polen, de påskønnede den nærmnest ved noget snak om retssikkerhed [en ubegribelig kobling i sammenhængen]. Vi står ved en skillevej hvor befolkningerne systematisk fjerner regeringsledelser der ikke har været deres opgaven voksen. Samtidigt, bliver det formentlig [og tilsyneladende ?] et opgør med den drejning som EU har taget - væk fra fred og samarbejde baseret på humanistiske grundprincipper - til i stedet at udvikle sig til et top-styret geopolitisk magtprojekt, hvor krig og magt er naturlige bestanddele. Bestanddele som meget få havde forestillet sig da befolkningerne støttede EU i sin nuværende form. Det er den elite som Donald Tusk også er en bærende bestanddel for [tidligere formand for Det Europæiske Råd], og som står til at blive smidt på porten i Polen. Som Macron i Frankrig og Merz i Tyskland. På mange måder er der en historisk parallel til 'det revolutionære forår'i 1848. Det medførte sammenbrud af regeringer overalt i Europa, en ny Fransk republik, og i Tyskland- at man med nød og næppe afværgede et totalt sammenbrud ved at indføre forfatningsændringer. I Danmark udløse det den Grundlov som skabte vort parlamentariske demokrati og omlagde kongemagten til konstitutionel men uden reel politisk magt som et modtræk til den revolution der skyllede igennem Europa i 1848-1849. Jeg er ret sikker på at vi bevæger os det samme sted hen med alt det vi ser, omend i en ny tid og med nye virkemidler. Dog med samme mål - og antageligt - samme resultat. Det afgørende sammenbrud opstår når Ukraine indgår en fredsaftale der er identisk med hvad vi kunne opnå for 4 år siden, men hvor vort kontinent i stedet har værety kastet ud i alle disse udfordringer af en pplitisk ledelse der systematisk har forsøgt - og stadig forsøger - at 'high jake' EU som en platform for en ny føderal topstyring af EU's medlemslande og EU's position geopolitisk. En ambition båret frem af en venstrefløj og socialdemokratier i EU - der gennem EU - forsøger at skabe en føderal union, men en føderalisme som der ikke er befolkningsmæssig søtte til aff de grunde vi netop har været vidne til i nu snart 5 år: Alle hensyn tilsidesættes til befolkningerne for at forfølge politiske mål, som er defineret af en lille politisk klike, som alle nu smides ud en efter en, og hvor resultatet må blive at EU rulles tilbage til den form og den målsætning som var forudsætningen for dens etablering med Maastricht traktaten i år 2000.

At vores statsminister er radikaliseret og eskalerende har vi lært i mange sammenhænge. Den alvorligste er Ukraine-politikken hvor hun sammen med en håndfuld Europæiske statschefer og EU-kommissionen, har viklet Europa ind i et krigsprojekt der bygger på en ambition om udviddelse af EU til Caucasus og en militær mobilisering af Europa til at føre krig mod Rusland - eller forsvare sig mod en krig fra Rusland - men hvor det sidste er grænsende til det usandsynlige. Rusland har ikke råd til en sådan krig mod NATO og Europa, russerne kan ikke slå NATO - og ikke uvæsentligt - de må ikke gå i krig mod NATO for Kineserne. Så sætter vi sandsynligheder på den risiko der er for en angrebskrig på Europa, så er den så begrænset, at det på ingen måde er proporationalt at Europa i de kommende år skal invalidere velfærdsstaterne med en militarisering der er disproportional i forhold til den kalkulerede risko. Ligeså meningsløst har det været at Europa har nægtet at forhandle med Putin, hvorved man er endt i et frossen forsvarskrig der ofrer utallige menneskeliv, ødelægger det Ukrainske civilsamfund og påfører Europas befolkninger stigende inflation, høje energipriser og højere renter. Heldigvis har Finland og Norge nu sat Mette Frederiksen af rollen som repræsentant for de Nordisk/Baltisk 8 stater. Mette Frederiksen står nu tilbage med en Svensk statsminister - der i øvrigt - ikke er statsminister længere, men alene et forretningsministerium. De baltiske lande er også med i denne radikaliserede gruppe, men det er vel forståeligt ud fra de frygtscenarier der - behjælpsomt - er italesat på deres vegne. Og endelig er der Mertz fra Tyskland i samme gruppe. Men han er politisk vraggods, og overlever næppe diverse Maj-valg i 2027 i Tyskland, hvorfor den politiske kapital han repræsenterer er tvivlsom i international sammnenhæng. I Europa har Slovatiet, Tjekkiet, Ungarn og Bulgarien sagt stop for flere penge til Ukraine. I Frankring og Tyskland forsvinder støtten til den nuværende Ukraine politik i løbet af de næste ca. 6 måneder i forbindelse med de valg der finder sted og den udvikling som forudses. I Spanien er der pludseligt kommet nyvalg, men også her ser regeringens overlevelsesmuligheder usikre ud, og Spanien vil antagelig ende - sammen med de øvrige syd-Europæiske lande - og tilskutte sig en begrænsning af de økonomiske forpligtelser til Ukraine. I Spanien er det i øvrigt blevet et valgkamp tema, at Ukrainske ejendomskøbere det sidste år har købt for ca. 2 mia € fast ejendom i Spanien, hvilket svarer til Spaniens støtte til krigsførsel i landet. Befolkningerne vil ikke bedrages længere. USA, Kina og samvittighedsfulde Europæiske stater - både i EU og udenfor (Norge) - må forventes at få styr på dette, og sikre et forhandlingsspor så vi kan få en fredsaftale på plads. Myrderierne må stoppes og Europas økonomi og enerigisituation må stabiliseres. Når der kommer en fredsaftale så vil den blive identisk med hvad der har kunnet opnås siden April 2022. Men forhandlinger har været umuliggjort af en gruppe politikere der har forfulgt en ekspansionistisk magtpolitik uden hensyntagen til befolkningerne i Ukraine og Europa. I modsætning til Iraq - hvor vi aldrig fik et retsopgør - så skal vi sikre at vi når dette er sluttet, får nedsat en kommissionsdomstol der skal sikre en fuld og hel gennemgang af hvad der er sket. Vi skal lære af disse katastrofer og hvor galt det går når folkestyret mister sit brede parlamentariske grundlag og blot tillader en regering at udbetale 100 milliarder kroner pr. dekret. Vi skal forstå omfanget af minipulation og tilsidesættelse af sædvanlig politisk debat. Og vi skal have set på medier og medierepræsentanter, der igennem hele forløbet, er blevet probagandistiske talerør for en forvildet dansk sikkerheds- og udenrigspolitik, men uden at have stillet de utallige spørgsmål som os andre - der ikke er en del af mainstream medier - har råbt op om i nu næsten 5 år. Vi er ved at nærme os en slutning. Men prisen for at kommer hertil skal vi sikre os aldrig gentages. Og at dem der har bragt vort land på denne fejlkurs, sættes til ansvar for det.