Hans T. Nielsen

Når venstrefløjen opdager, at intet kan stoppe dem, da et stort flertal af vælgerne er økonomisk afhængige af det offentlige og kun omkring 30 % arbejder i det private.

Hvornår har du sidst besøgt en højreorienteret café? Et konservativt etablissement på Vesterbro? Man må nok give venstrefløjen og socialliberale typer, at de ofte er bedre og mere interesserede i at drive caféer, restauranter, dyrke kunst, æstetik og indretning… Men den samme åbenhed, tolerance og naivitet, der gør dem til gode, kreative humanister, gør dem også uegnede til at indrette samfund. De er for åbne over for degenereret adfærd, bumser, tredjeverdens-borgere, hjemløse… Derfor bør højrefløjen regere, opretholde orden og brutalt håndhæve loven, så venstrefløjen kan drive deres caféer i trygge omgivelser. Virker som den ideelle arbejdsfordeling.

Tid til en glædelig fredags-white pill: AI bliver højrefløjens redning. Når man ser, hvor langt AI allerede er nået, er det svært at forestille sig en fremtid uden perioder med betydelig AI-arbejdsløshed. Det er ikke et problem i sig selv. AI vil øge produktiviteten og dermed vores velstand. Men det har en interessant politisk konsekvens: Den økonomiske pris for fortsat masseindvandring, især af ufaglært arbejdskraft fra den tredje verden, vil stige markant. I en verden, hvor AI kan overtage stadig flere arbejdsopgaver, bliver det vanskeligere at forsvare en politik, der samtidig øger udbuddet af arbejdskraft. Øget arbejdsløshed – især blandt unge – bør være en omkostning, selv venstrefløjen, EU og de etablerede centrumpartier kan forstå og dermed disciplineres de til at begrænse indvandringen. Biden-Merkel-lignende masseindvandring bør derfor høre fortiden til. Hvis ikke engang Trump kunne løse problemet med masseimmigration, er sandsynligheden for, at Troels Lund og Messerschmidt kan, nok noget nær nul. Men den glædelige nyhed er, at højrefløjen her får hjælp fra uventet kant: AI vil disciplinere politikere på tværs af politiske skel.

👀

Vance efter sejren i 24: “A lot of people recognize that we need to do something with Iran—but not these weak little bombing runs. If you're going to punch the Iranians, you punch them hard.” 😬

Efter Trumps knusende nederlag er det værd at notere sig, at der faktisk var højreorienterede kommentatorer, der forudså det. De advarede før valget i 2024 om, at Trump ville starte en krig mod Iran, ikke ville bygge den lovede mur og ikke ville prioritere massedeportationer. Trump har reelt spildt to vitale år. Hvordan kunne de forudse det? Ved at se på, hvem Trumps største donorer var, og hvad han rent faktisk sagde i sine taler. Ikke hvad hans tilhængere håbede, han sagde. Og den deprimerende pointe er, at de samme kommentatorer nu advarer om, at den nye europæiske højrefløj lider af præcis samme problem – Messerschmidt, Le Pen, AfD og Reform. Republikanerne har nu lært lektien på den hårde måde. Måske kan nederlaget bane vejen for en reel nationalistisk højrefløj i USA. Mon også vi i Europa vil spilde årevis på at lære samme lektie?

Dette er desværre nok sandheden om Trump. Han valgte den farligst mulige strategi, og midtvejsvalget kan være en nødvendig lærestreg for Republikanerne, hvis (når) han får én over nakken. Trump pustede sig igen og igen op over for Demokraterne, truede med bål og brand, hånede med provokerende memes, men når det kom til stykket trak han sig og fulgte næsten intet til dørs. Til gengæld opnåede han den fulde effekt imod sig af at motivere Demokraterne og nære deres hævntørst. Over for egne vælgere lovede han ingen nye krige, frigivelse af alle Epstein-filer og massedeportationer. Han gjorde noget nær det modsatte. 2 år med nærmest uhørt politisk kapital, verdens rigeste mand i ryggen og et fantastisk valgresultat. Tænk tilbage på euforien efter valget – alt væk. Brændt af på hvad? En krig i Iran? Ser ud til at højrefløjen skal lide endnu mere, før vi forstår alvoren.

Når @HeeMathias logger på X for tiden:

Har vi ikke brug for manosfæren? Om den så eksisterer eller ej. Et berømt citat, vist nok fejlagtigt tilskrevet Voltaire, lyder nogenlunde sådan her: Vil du vide, hvem der har den egentlige magt i samfundet, skal du blot finde ud af, hvem du ikke må kritisere. Og i moderne vestlige samfund er kvinder vel en oplagt kandidat. Det er nok den mindst karrierefremmende strategi som mand offentligt at mansplaine om feminisme, kvindefrigørelse eller gå i rette med MeToo-kvinder. Tværtimod hører man oftere borgerlige gå kontra og forsikre alle om, at de faktisk er de ægte feminister. Resultatet er, at synspunkter som jo indtil for ganske få generationer siden var fuldstændig mainstream, nu næsten udelukkende forsvares af kontroversielle skikkelser som Andrew Tate og Nick Fuentes. Den ene er nu i fængsel, og den anden lever under massiv beskyttelse efter at være blevet udsat for mordforsøg pga. tweetet: “your body, my choice” 😅 Derfor har vi brug for manosfæren. Ikke fordi dens repræsentanter nødvendigvis har ret i alt, men fordi de insisterer på at stille spørgsmål, som resten af samfundet ikke tør røre. I stedet for at diskutere metodiske fejl i en rapport, er det interessante vel de ideer manosfæren udtrykker – vi har vel alle set videoerne på TikTok, som Insta reels eller posts her på X med millioner af views. For kvinders frigørelse og politiske ligestilling var selvfølgelig ikke nogen ubetydelig justering af samfundet. Det var en historisk radikal omvæltning af forholdet mellem kønnene, familien og staten. Alligevel behandles denne omvæltning i dag, som om den var en selvfølgelig moralsk nødvendighed, hvis konsekvenser det er illegitimt at diskutere. Men hvorfor skulle en så gennemgribende samfundsændring ikke have problematiske og utilsigtede konsekvenser? Kan det have gjort samfundet mere kvindagtigt, banet vejen for fx wokeness, abort on demand, opløsning af traditionelle familiestrukturer og naturlige hierarkier? På den måde er manosfæren jo en interessant kritik af den sejrende liberale verdensforståelse, der gjorde det autonome individ til samfundets grundlæggende enhed og betragtet traditionelle kønsroller som historiske begrænsninger, der burde overvindes. Men mænd og kvinder er ikke identiske, og deres forskelle har til alle tider præget samfundsindretningen. Det er nemt at få likes og få folk til at grine lidt ad, når man påpeger, at den arabiske verden ingen Nobelpriser har vundet, men ingen tør grine, hvis man i stedet spørger, hvorfor der ingen kvindelige iværksættere, filosoffer, milliardærer eller opfindere er. Bemærk, at det er der intet galt i. Vi er jo netop forskellige og heldigvis for det. Vi behøver ikke alle være iværksættere eller filosoffer. Og vi kan selvfølgelig politisk beslutte stortset hvad som helst ift., hvordan vi ønsker at indrette samfundet, men konsekvenserne kan man sjældent beslutte sig helt ud af. Det minder manosfæren os blot om – i det omfang, den overhovedet eksisterer.